Mangler vi ikke bare gåpåmod og modstandskraft?

Debat: Vi er ikke så psykisk syge, som vi gerne vil være

 5. april 2018 Berlingske Sektion 1 Side 30 (OPINION) Torben Steno... 605 ord Id: e6b0ed9c

Cordua & Steno.

Hvis ikke vi ligger nummer 1, så ligger Danmark stadig i top 3, når de tåbelige ranglister over klodens lykkeligste befolkninger erobrer overskrifterne. Det kan godt undre.

Ikke mindst i lyset af, hvor meget omtale alverdens nye diagnoser og små og store psykiske lidelser fylder her i verdens lykkeligste land.

Måske findes noget af forklaringen i, at velfærdsstaten har ophøjet mange af de helt almindelige personlige problemer, som vi mennesker altid har døjet med, til sygdomme, der kan og derfor så også skal kureres og betales af fælleskassen.

Psykologbehandling har længe været en af de få slagvarer, den politiske venstrefløj har på hylden, som endnu ikke har overskredet sidste salgsdag.

Den unge folketingsmand, SFeren Jacob Mark, har foreslået gratis psykologhjælp til unge med kærestesorger. Et forslag, der i mine ører lyder komplet vanvittigt. Det møder dog en forståelse i de generationer, der er født længe efter, at velfærdsstaten havde udkonkurreret både mor og far, folkekirken og nære venner som foretrukne smertestillende middel. Den kolossale offentlige sektor med dens massive overrepræsentation af kvindelige ansatte, der oprigtigt tror, at den barmhjertige stat også er det moderne menneskes bedste ven, har selvfølgelig bidraget til at gøre det næsten cool at få en diagnose. Den kan være fin at underholde med i vores selvoptagede fællesskaber. Men der er nye toner på vej.

Stop med at tale om dine problemer, siger ny terapeutisk bølge: »Psyken kan sagtens hele sig selv«, lød overskriften på en stort opsat historie her i Berlingske. Den nye bølge hedder metakognitiv terapi, og går kort og uakademisk sagt ud på, at lettere psykiske problemer skal behandles på samme måde som et sår, der klør. Det skal hverken pakkes stramt ind, pilles i eller renses. Det skal derimod gives luft og tid, indtil det langsomt heler sig selv! Det er unægtelig en metode, der, hvis den vinder større udbredelse, både kan bidrage til at holde os i top 3 på verdensranglisten.

Men endnu bedre kan bidrage til en reduktion af både de offentlige udgifter og almindeligt klynk.

Pia Callesen er doktor i psykologi, forsker, klinisk terapeut og en af spydspidserne inden for den metakognitive terapi i Danmark. Hun har flere klinikker på Sjælland og er aktuel med bogen »Lev mere, tænk mindre«. Det provokerer åbenbart formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher. Tirsdag i denne uge inviterede jeg Secher til en debat i Radio24syv om de politiske aspekter og eventuelle muligheder for at mindske de offentlige udgifter til psykologbehandling med Pia Callesen. Det ville hun ikke, fordi hun ikke ville diskutere med Pia Callesen.

Havde psykologernes fagforeningsformand en personlig årsag til ikke at ville deltage i debatten, kunne hun jo bare have sagt, at det tillod kalenderen ikke. Så ville den historie være glemt. Men hvorfor reagerede Eva Secher, som om Pia Callesen var en politisk dissident? Hvorfor afviser en dreven debattør at tale på den feterede stands vegne i et bredt politisk anliggende? Eva Secher er en sikker vinder, når hun høster varme klapsalver i Debatten med Clement på DR2, når hun forsvarer det sårbare menneske, der kommer i klemme i en gold og kynisk samfundsmekanisme! Jeg nægter at tro, det blot er et primitivt forsvar for at fastholde psykologstandens lukrative marked for evig samtaleterapi om banal selvoptagethed. Jeg tror heller ikke afbuddet skyldes, at Eva Secher ikke er fuldstændig klar over, at vi har et problem med generationer, der er opvokset uden bevidsthed om, at smerte er en naturlig del af livet, som ingen, heller ikke psykologer, kan eller skal fjerne.

Torben Steno er vært på Radio24syvprogrammet »Cordua & Steno« og musiker.

Lettere psykiske problemer skal behandles på samme måde som et sår, der klør.

Mangler I kulturel dannelse, og hvad er det egentlig for noget?

Debat: Giv de unge en kulturel kapital, så de styrer uden om sugardating

 22. februar 2018 Jyllands-Posten Sektion 1 Side 18 (Debat) CHRISTINE CHRISTIANSEN kulturjournalist og debattør... 590 ord Id: e6a11d1e

Solo.

Hvad gør man, når man som forælder opdager, at ens datter sugardater? Med lige dele interesse, undren og tristesse har jeg de seneste uger fulgt serien om sugardating her i avisen. Jeg føler med den ulykkelige mor, der blev bekendt med sin 19-årige datters profil på sugardaters.dk. Og som med sit nødråb til avisens journalister ansporede dem til at afdække det brogede datingfænomen for læserne.

Enhver voksen må kunne sætte sig ind i, hvor chokerende det er at opdage, at ens datter byder sig til over for fremmede mænd på den slags obskure websider. For sugardating er ikke bare en uskyldig leg.

Flere sugarbabes beskrev i serien, hvordan en smadret psyke og overskredne, fysiske grænser blev de sørgelige konsekvenser, som de - selv efter endt sugardating - har svært ved at leve med.

Hvad jeg savnede fra de mange eksperter, der udtalte sig i artikelserien, var kvalificerede bud på, hvordan man som forælder forebygger, at ens børn bliver aktive på disse lokkende fora, hvor seksuelle ydelser udløser kontanter eller betaling i form af mærkevarer, middage eller rejser.

Det nærmeste, vi kom et råd, var i udtalelsen fra Benny Andersen, formand for en gruppe socialpædagoger, der arbejder med udsatte unge på opholdssteder. Her oplever de, at sugardating, og andre typer såkaldt gråzoneprostitution, er et stigende problem. »Det er piger, som ikke har haft en far og en mor til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert, og som ikke kan vurdere konsekvenserne af sugardating,« proklamerede formanden ret firkantet.

For hvad betyder "rigtigt og forkert" i den sammenhæng? Selv den mest opmærksomme, omsorgsfulde og ansvarsbevidste forælder kan komme til kort, når det handler om at opdrage unge, der ukritisk lader sig forføre af den nye, glamourøse pseudovirkelighed på sociale medier og i realityserier.

En digital kløft skiller generationerne.

Vi voksne savner basal viden om, hvordan vi lærer vores børn at begå sig i den seksualiserede cyberjungle.

Som autoriteter kan vi forældre kun yde vores bedste ved at udstikke faste rammer, gå i dialog med de unge om det, de har gang i på de digitale platforme - og så i øvrigt forsøge at berige dem med lødigt input, så deres onlineliv får en værdig modvægt.

Det tænkte jeg på, da jeg i vinterferien tog min datter på syv måneder med ind for at overvære teaterstykket "Græsgrøn" i Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro.

Målgruppen var børn fra 0 år, og det var magisk at se, hvordan de små med alle sanser på stilke slugte den poetiske forestilling.

I de 30 minutter, stykket varede, sad de musestille på de bleklædte bagdele og fulgte de optrædendes fagter. En musiker og en danser dramatiserede med ivrig gestik, mimik og sælsomme klangeffekter, hvordan græsplænen pibler af liv. Vi fik indblik i den kriblende underverden blandt naturens duvende strå. En jordbunden kontrast til det flade, forlorne univers, børn fortrylles af online, så snart deres små fingre kan betjene en iPad.

Efter forestillingen kunne babyerne og deres voksne blive hængende i teaterinstallationen og berøre instrumenter og rekvisitter.

En mulighed, mange greb. Det var kunst i øjenhøjde, som alle kunne tage ind, og familierne sivede ud fra salen - helt høje af begejstring.

Jeg tror på, at kultivering er det nye curling, når vi taler børneopdragelse.

Vi skal eksponere vores børn for levende kultur af høj kvalitet, så de får en alsidig og indholdsrig dannelsesballast. Et værdifuldt alternativ til sugardating og alle de andre overfladiske onlinekick, der i sidste ende kan ødelægge de unge.

Jeg tror på, at kultivering er det nye curling, når vi taler børneopdragelse.